Vores soldater skal have al den hjælp de kan få
Dette er et udpluk fra min ordførertale om Beslutningsforslag nr. 6, - om hvorvidt 4 kampvogne skal udsendes til de danske soldater i Afghanistan.
"Lad mig sige med det samme, og det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse for nogen, at Det Konservative Folkeparti kan støtte beslutningsforslaget.
Der er jo flere grunde til, at Danmark deltager aktivt i såvel den militære som den civile indsats i Afghanistan. Bl.a. har vi en forpligtelse til at bidrage til at sikre og udvikle demokrati, retssikkerhed og økonomi i Afghanistan, fordi vi er en del af verdenssamfundet og altså bidrager til den slags opgaver rundtomkring i verden, først og fremmest naturligvis til gavn for de mennesker, der bor i det pågældende land.
Men vi har jo også selv en meget betydelig interesse i at medvirke til, at Afghanistan udvikler sig i retning af et land, hvor der er fred, stabilitet, retssikkerhed og demokrati, og dermed modvirke, at Afghanistan bliver et arnested for international terrorisme, der i sidste ende kan ramme vores eget samfund. Sådan er det jo, og derfor er det i realiteten den vestlige verdens værdier, vores fred og vores sikkerhed, vi forsvarer gennem den indsats, vi gør såvel militært som civilt i Afghanistan. Derfor er vi der, og derfor bliver vi der og bidrager til at løse opgaven.
Det betyder naturligvis også, at opgaverne kan skifte karakter, og at der kan blive behov for både en yderligere indsats og en skiftende form for indsats, efterhånden som situationen udvikler sig i Afghanistan. Det er bl.a. det, der er tilfældet her. Når vi nu beslutter at sende kampvogne til Afghanistan, er det på baggrund af de militærfaglige råd, vi har fået fra forsvaret, simpelt hen fordi kampvogne vil give en bedre mulighed for at nedkæmpe Taleban på stedet. Der er, som andre også har været inde på, tale om kraftigere, mere langtrækkende og mere præcise våben, og de vil både direkte og indirekte kunne beskytte de danske tropper i Afghanistan bedre.
Af alle disse grunde støtter Det Konservative Folkeparti som sagt beslutningsforslaget."
Lars Barfoed





