Samfundets svageste skal have bedre muligheder for beskæftigelse
Dette er et udpluk fra min ordførertale om Lovforslag 149, som giver bedre jobmuligheder for handicappede.
"Med det her lovforslag tager vi et nyt og et vigtigt skridt frem mod at give mennesker med handicap, med funktionsnedsættelse, bedre muligheder for at trives godt i vores samfund og blive integreret i samfundet.
Det er jo fantastisk vigtigt, at vi integrerer så mange som muligt, også på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt for samfundet. Vi har brug for alle, der kan gøre nytte på arbejdsmarkedet. Det behov bliver større og større i de kommende år. Men det er ikke mindst vigtigt for den enkelte, og har man et handicap, har man en funktionsnedsættelse, så betyder det fantastisk meget, at man har mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet, at yde en indsats og tjene penge til sig selv og være en del af samfundet, være en del af arbejdsmarkedet, have kollegaer omkring sig osv. Det her skridt betyder altså noget for de mennesker, som har en varig psykisk lidelse, en funktionsnedsættelse.
Vi permantgør nu en ordning, der er gode erfaringer med, og som i øvrigt matcher det, der har været gældende i nogen tid, for så vidt angår folk med et fysisk handicap. Det synes jeg er fantastisk vigtigt og fantastisk godt, og det synes jeg vi skal glæde os over og også glæde os over, at der jo er bred tilslutning i Folketinget til lovforslaget.
I Det Konservative Folkeparti er vi netop meget optaget af, at vi ikke mindst skal bruge offentlige ressourcer på at gøre noget for de særligt udsatte i vores samfund. Og det er den her gruppe i hvert fald. Derfor er vi fra konservativ side meget glade for at kunne medvirke til at gennemføre det her lovforslag. Så har jeg selvfølgelig med interesse læst de forskellige høringssvar, der er kommet, hvor der jo er bred opbakning også fra handicaporganisationerne til lovforslaget.
Men jeg har selvfølgelig også noteret mig, at Rådet for Socialt Udsatte har gjort nogle bemærkninger om andre grupper, som også kunne tænke sig at være omfattet af det. Dertil vil jeg sige, at vi fra konservativ side altid er meget lydhøre over for, hvad Rådet for Socialt Udsatte har at sige og lægger vægt på deres udtalelser, og det gør vi også her. Jeg tror ikke, det er hensigtsmæssigt nu at inkorporere de hensyn og de ønsker i det her lovforslag, men jeg synes, at vi skal se på, om der ikke også i fremtiden kunne laves lignende ordninger for dem, som måske ikke har varige funktionsnedsættelser, men som i en periode har en funktionsnedsættelse, hvor det kunne være relevant at arbejde med, at de får en eller anden for hjælp, en personlig assistent, til at få dem tilbage på arbejdsmarkedet.
Vi vil gerne se på, om vi for fremtiden kunne opnå det, måske lave nogle forsøg med det. Men det her lovforslag er jo udtryk for, at vi har lært noget om dem med varige funktionsnedsættelser. Derfor gennemfører vi det nu som en permanent ordning, og så må vi nøje overveje, om vi kan tage nogle tilsvarende skridt over for nogle, som har nogle midlertidige handicap eller funktionsnedsættelser."
Lars Barfoed





