Lavere skat
Dette er min ordførertale fra 3. behandlingen af lovforslag L 2 om lavere skat på
arbejde.
"Det Konservative Folkeparti har den klare målsætning, at ingen bør betale mere end halvdelen af deres indkomst i skat, og det gælder også af en indtægtsfremgang. Det må være sådan, at hvis man får en indtægtsfremgang, kommer man ikke til at betale mere end halvdelen af den indtægtsfremgang i skat. Det er Det Konservative Folkepartis målsætning på længere sigt, men det er der naturligvis ikke økonomi til lige at gennemføre fra den ene dag til den anden. Det kunne vi jo godt have ønsket os at der var. Vi ville også godt have satset mere, men det her er et fantastisk vigtigt og stort skridt på vejen til at sænke skatten på arbejde, sænke marginalskatten, sænke skatten på den sidst tjente krone. Derfor er vi meget glade for at være med til at gennemføre det her lovforslag i dag.
Det er jo også sådan, at forslaget skal ses i sammenhæng med de samfundsøkonomiske udfordringer, vi står over for i Danmark. Den største udfordring er at sikre, at der er arbejdskraft nok til at producere og skabe vækst og skabe indtjening i det her land. Vi mangler arbejdskraft mange steder, både i den private og i den offentlige sektor, og der er lavere skat på arbejde altså et meget vigtigt bidrag til at styrke arbejdsudbuddet - få flere ud på arbejdsmarkedet, få folk til at gøre en ekstra indsats, få den 60-årige eller den 62-årige til at blive et par år længere på arbejdsmarkedet osv.
Det er altså i den samfundsøkonomiske sammenhæng, dette skal ses, for hvis ikke vi får større indtjening, hvis ikke vi får vækst, går det i sidste ende ud over de svageste i det her samfund, for hvad er det, den offentlige velfærd er finansieret af? Hvis der ikke tjenes penge i landets private virksomheder, er der ikke noget grundlag for at kræve skatter ind, og så er der ingen penge til velfærd. Det er den sammenhæng, som næsten halvdelen af det her Folketing ikke vil eller ikke kan forstå. Men det er nu engang sådan, det hænger sammen: Der skal tjenes nogle penge i landets private virksomheder, før der er penge til den offentlige sektor. Derfor skal skatten sættes ned, og derfor er det også vigtigt, at vi arbejder videre med at få skattelettelser.
Når jeg hører hr. John Dyrby Paulsen her i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke, at den største trussel mod velfærden i det her samfund, den største trussel mod at kunne sikre de svage i det her samfund på længere sigt, ville være at få en socialdemokratisk regering og et socialdemokratisk baseret flertal her i Folketinget. Hvis der skulle føres socialdemokratisk skattepolitik, ville det ende med, at vi forarmer samfundet og bomber samfundet år tilbage i velfærd. Det, vi hører, er, at man er imod de her skattelettelser, og vi hørte under åbningsdebatten fru Helle Thorning-Schmidt sige, at man også var imod de skattelettelser, som vi tidligere i den her regeringsperiode har givet. Så må vi jo forstå det sådan, at når der ikke bliver sagt andet, vil man føre de skattelettelser tilbage - det er altså skattestigninger.
Jeg hørte også hr. John Dyrby Paulsen sige, at Socialdemokratiet jo mange gange har svaret på det her med, om man vil fastholde skattestoppet. Ja, det er da fuldstændig rigtigt, at der er rigtig mange svar fra Socialdemokratiet på, om man vil fastholde skattestoppet. Problemet er bare, at svarene er forskellige fra gang til gang, alt efter hvem man spørger. Så vi må jo forstå det sådan, også efter de udmeldinger, der var fra Socialdemokratiets seneste kongres, at Socialdemokratiet ikke er nogen garant for skattestoppet.
Vi ved jo af erfaring, at Socialdemokratiets model til at øge velfærden her i samfundet er at øge skatterne. Socialdemokratiet interesserer sig ikke for, hvordan vi kan forøge den kage, vi alle sammen skal dele; Socialdemokratiet interesserer sig kun for, hvordan vi kan dele mere ud af kagen, hvis der er nogle, der har mere brug for det. Det er den ene model; det er den model, vi Konservative ikke tror på; det er den model, der vil forarme samfundet. Derfor siger jeg: Den største trussel mod velfærdssamfundet og mod de svage i det her samfund er, at Socialdemokratiet skulle komme til magten. Så går det rigtig galt for samfundsøkonomien, for så er der ingen, der vil tjene penge.
Den konservative model er en anden model, som gavner de svage bedre. Det er at sige: Vi skal øge indtjeningen i det her samfund, vi skal gøre det her samfund mere konkurrencedygtigt i en globaliseret verden, for så bliver der råd til at gøre noget for de svage. Derfor er skattelettelser den rigtige vej at gå, og derfor er vi rigtig glade for det lovforslag, som vi nu vedtager lige om et øjeblik."
Lars Barfoed





