Fra Det konservative landsråd 2007 i Herning.
Kommentarer på vegne af folketingsgruppen til forslag om lavere bilskatter stillet af KU:
Lad mig sige det straks, så det ikke er til at misforstå: Det konservative Folkeparti ønsker lavere afgifter på biler. Det er simpelthen ikke holdbart at biler i Danmark er langt dyrere end i resten af Europa. Før eller siden skal der ske noget markant på det felt.
Allerede i 2001 foreslog vi, at den eksisterende bilafgift blev afløst af en tredelt beskatning baseret på motorstørrelse, bencinforbrug og bilens vægt. For ikke at skabe et kollaps på markedet for brugte biler foreslog vi det indfaset over 6-10 år.
På denne baggrund kan den konservative folketingsgruppe langt hen ad vejen støtte Konservativ Ungdoms forslag om lavere bilafgifter. Men der er tre problemer i forslaget.
Det første problem er, at forslaget slet ikke tager højde for, at det faktisk i foråret lykkedes, efter vedvarende konservativt pres, at få gennemført en omlægning af bilafgifterne. Omlægningen betyder en lempelse i beskatningen særligt på mindre biler, der kører langt på literen for derved at reducere forureningen. Samtidig betyder det en økonomisk tilskyndelse til at montere antiudskridning (ESP), flere airbags og generelt bliver biler med mange stjerner i sikkerhedstest præmieret.
Det er et betydeligt konservativt resultat, som vi har opnået for ganske nylig, og som bør anerkendes i en vedtagelse om bilskatter her på landsrådet.
Det andet problem er, at folketingsgruppens muligheder for at arbejde videre med en lempelse af bilskatterne ville blive svækket, hvis landsrådet pålægger os, at det nødvendigvis skal ske ved en nedsættelse af registreringsafgiften til maksimum 50 pct. Det oprindelige konservative forslag fra 2001 indebærer en mere markant omlægning af hele filosofien i bilbeskatningen – i øvrigt i overensstemmelse med bilbranchens eget forslag - og er derfor egentlig mere vidtgående. Dertil kommer, at det ikke sagligt set giver nogen mening at drage sammenligning til målet om at sænke skatten på arbejde til under 50 pct.
Det tredje problem er, at det er urealistisk at en så omfattende og dyr omlægning, som der lægges op til, skulle kunne gennemføres inden 2015. Det kræver bl.a., som KU også selv gør opmærksom på, en overgangsperiode på en årrække.
Derudover er jeg ikke overbevist om, at en særlig skat på ældre biler, som der lægges op til, er hensigtsmæssig.
Derfor må jeg sige, at selvom vi i folketingsgruppen i vid udstrækning har sympati for forslaget, så er der så mange konkrete problemer i det, at vi ikke kan støtte det i dets foreliggende form.
Men vi er enige i det generelle ønske om lavere afgifter og særligt i yderligere at præmiere miljøvenlige biler og helt at afskaffe afgift på sikkerhedsudstyr. Det kan ikke være rigtigt, at der skal betales afgift på nyt udstyr i biler, der i realiteten kan redde liv og begrænse menneskelige lidelser som følge af trafikuheld.
Og så en ting mere: Der findes i dag nogle regler om afgift på biler til handicappede, der er meget komplicerede og i realiteten forhindrer kørestolsbrugere og andre i at anskaffe sig netop den bil, de har mest brug for. Bl.a. er mange tvunget til at anskaffe en ombygget bus i stedet for en mindre bil, hvis de skal have den reduktion af afgiften, der er nødvendig for, at de overhovedet har råd til en bil. De regler vil Det konservative Folkeparti have gået efter i sømmene, så de kan blive mere enkle og smidige til gavn for de handicappede. Det betyder meget for deres liv og f.eks. deres muligheder på arbejdsmarkedet, at de er mobile og har en bil.
Det er aftalt i forbindelse med aftalen i foråret, at der skal gennemføres en analyse af den problemstilling. Men vi har ikke hørt noget til den analyse endnu. Som skatteordfører vil jeg nu tage den sag op med ministeren, så vi kan få sat skub i sagen.
Lars Barfoed





