Velstand skaber velfærd

Vi anerkender, at der er grupper af offentligt ansatte, der kan argumentere for, at de får for lidt i løn – både i forhold til den indsats, de yder, i forhold til vigtigheden af deres arbejde og i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet. Men realiteterne er for komplicerede til, at lønstigninger alene er en løsning.

Som politikere kan vi ikke ændre på selve lønnen. Den er og bliver et spørgsmål mellem arbejdsmarkedets parter. Sådan er det i Danmark, og sådan har det været siden Hovedaftalen i 1896. Der er desuden betydelige samfundsøkonomiske problemer i generelt stigende lønninger.

Løsningen er at sænke skatten, så hver medarbejder beholder lidt mere af sin løn til sig selv. En skattelettelse vil, modsat generelle lønstigninger, opretholde konkurrenceevnen og samtidig skaffe flere hænder og hoveder i arbejde, så inflationen holdes i skak.

Mange flere vil få meget mere ud af pengene, hvis regeringen tænker langsigtet og gennemfører skattelettelser.

Den politiske vision bør være – uanset hvilket parti man tilhører – at sikre og videreudvikle velfærdssamfundet for både de nuværende og kommende generationer. Desværre oplever vi nu, hvordan mange af nutidens politikere alene fokuserer på de nuværende generationer på bekostning af vores børn og børnebørn. Årsagen er såre simpel: Der er ingen stemmer i de ufødte.

Derfor er vi nu vidner til, hvordan dansk politik indretter sig efter de allerstørste vælgergrupper i den tro, at vælgerne er naive nok til at sluge den socialdemokratiske medicin om at bruge flere offentlige penge, uanset hvilket problem, man præsenteres for. Men der er ikke tale om hverken visioner eller ambitioner på velfærdssamfundets vegne – tværtimod handler det om banal politisk taktik og strategi, der alene har til formål at sikre det enkelte parti det bedst mulige genvalg.

Det Konservative Folkeparti har valgt at turde. Det er ikke altid lige populært, men vi betragter det som en politisk pligt også at sige de ting, vi mener, selvom det ikke altid tækkes de fleste.

Tilbage i 2003 foreslog de Konservative, som det første parti, gennemgribende velfærdsreformer. Reformer, der skulle tage højde for, at aldersfordelingen i samfundet ændrer sig, så vi bliver langt færre til at forsørge mange flere. Det er et simpelt regnskab, som ikke kan gå op af sig selv. Allerede dengang var problemstillingen synlig for os, og vi turde sige det højt.

Vi pressede på for at få nedsat en Velfærdskommission, der netop skulle komme med forslag til, hvordan vi kunne forberede os på de demografiske ændringer. Det lykkedes, men kort efter, at Velfærdskommissionen sidst i 2005 havde præsenteret sine forslag, blev de fleste fejet af banen af de øvrige partier. Ikke fordi, de ikke kunne se behovet for reformer, men fordi de ikke turde røre ved de store vælgergruppers såkaldt velerhvervede rettigheder.

Vi fik en velfærdsreform i maj 2006. Der var et fornuftigt kompromis. Et skridt i den rigtige retning. De Konservative var gerne gået meget længere, men dette var så langt, vi kunne trække de øvrige partier.

VELFÆRDSREFORMEN GØR SIT, men ikke nok. Det er en af de primære årsager til, at de Konservative konstant gør opmærksom på behovet for skattelettelser. Vi ønsker at sænke skatterne for derigennem at investere i mere og bedre velfærd. Det er dokumenteret ansvarligt. Det kommer hele samfundet til gavn. Og det kommer ikke mindst de kommende generationer til gavn. Faktum er, at skattelettelser og velfærdsforbedringer ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Samfundsøkonomien er den lagkage, alle danskere skal dele. Mens de øvrige partier diskuterer, hvor store stykker de skal skære, og hvordan de derefter skal fordele dem, så vil de Konservative i stedet lave lagkagen større, så der er mere til alle, og vi kan gemme noget til dem, der kommer efter os.

Man kan faktisk undre sig over, at så mange danskere stiller sig tilfreds med en lille portionsanrettet bid af kagen og det lave ambitionsniveau, der er i bageriet.

Hvor er alle de mange 30-50-årige, der ikke får samme mulighed som deres forældre for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, men i stedet først kan få folkepension som 70-årig – mod til gengæld at vænne sig til gradvis at betale mere i skat!

Hvor er de mange forældre, der knokler både ude og hjemme, og som oplever, at de hvert år betaler lige så mange skattekroner til at raske og rørige kan gå på efterløn som til deres børns folkeskole.

Hvor er den store arbejdsstyrke, der gerne ser deres skattekroner blive investeret i fremtidig velfærd, men alene oplever, at der bliver lappet huller i det nuværende velfærdssystem?