(Frederiksborg Amts Avis 30.10.2007)
Af Simon Dinsen Hansen
De Konservative vil efter valget samle de valgte folketingspolitikere fra Nordsjælland i en trafikgruppe, der skal sikre de nødvendige investeringer i de nordsjællandske veje, jernbaner og broforbindelser.
- Vi politikere fra Nordsjælland må stå sammen efter valget. Det er oplagt, at der i andre dele af landet har været samarbejde mellem politikere, der står sammen om at skaffe investeringer i den lokale infrastruktur, siger Lars Barfoed (K), som stiller op i Fredensborgkredsen.
Han henviser til, at den såkaldte infrastrukturkommission kort efter folketingsvalget fremlægger en samlet plan for fremtidens trafikinvesteringer i Danmark
- Der kommer vigtige beslutninger og prioriteringer, når kommissionen kommer med sit oplæg. Det bliver afgørende, at vi står sammen, for det er vigtigt, at politikerne fra Nordsjælland på tværs af partierne kan samarbejde i Folketinget, så de nødvendige investeringer kommer til Nordsjælland. Det har vi gennem årene ikke været gode nok til. Nu er det på tide, siger Lars Barfoed og fortsætter:
- Trafikpropper og ventetid ved togene koster os tid, samfundet penge og skader miljøet. Derfor er det vigtigt, at den nordsjællandske infrastruktur gøres tidssvarende. Det gælder togtrafikken på Kystbanen, motorvejsnettet ind mod byen, problemerne på Kong Frederiks Bro ved Frederikssund og biltrafikken ad Frederikssundsvej. Der er nok at tage fat på.
Der har tidligere været optræk til at danne en tværpolitisk trafikgruppe af folketingsmedlemmer fra Nordsjælland, men det er aldrig lykkedes. Dansk Folkeparti er dog umiddelbart meget positive.





