’Finansloven er vigtig. Det er jo her, vi beslutter, hvordan vi skal prioritere de offentlige eller i hvert fald statens udgifter, og derfor er det jo også der, vi beslutter, hvordan vi i fællesskab vil bruge de penge, som vi opkræver af befolkningen og virksomhederne. Derfor er det en alvorlig sag. Det er jo ikke vores penge, som vi bruger, det er andres penge, det er penge, vi har taget fra borgerne via skatter og afgifter, for at vi herinde så kan forvalte dem på fællesskabets vegne. Derfor skal vi også tænke os godt om, når vi bruger dem.
Fra tid til anden er der nogle, som mener, at vi skal bruge flere penge til det ene eller det andet formål. Nogle gange er det også rigtigt, men det bliver ofte fremført på en sådan måde, at det lyder, som om vi herinde i Folketinget er sådan lidt nærige, siden vi ikke bruger flere penge. Men det er altså ikke vores penge. Skal vi bruge flere penge, er der kun ét sted at hente dem, og det er hos borgerne og derunder fra dem, der mener, at vi skal bruge flere penge.
I sidste ende kommer hver en krone, som vi bruger herinde, fra det overskud, der bliver skabt i landets private virksomheder. Det må vi ikke glemme. Hvis virksomhederne ikke tjener penge, er der ingen at tage til fællesskabet.
I Det Konservative Folkeparti ønsker vi en stærk offentlig sektor, først og fremmest stærk på den måde, at den effektivt og med kvalitet skal kunne løse de opgaver, som vi har i samfundet. Men vi ønsker ikke en offentlig sektor, der er så stærk, at den omklamrer borgerne, fjerner det personlige ansvar og dræber det frie initiativ, eller som er så stor, at det ikke kan betale sig at arbejde, at gøre en ekstra indsats og investere i Danmark.
Alle her i Folketinget vil jo gerne de gode ting. Nogle gange, især når der er valgkamp, eller den nærmer sig, så ligner den politiske kamp mere en kamp om at love at gøre flest gode ting end en kamp om politiske principper og holdninger. Men de gode ting vil vi jo alle sammen gerne gøre. Hvem vil ikke gerne give flere penge til ældreforsorg, til bedre skoler, til de udsatte grupper eller til flere tog og busser? Det er bare for at nævne et par eksempler. Det er jo ikke så meget her, de politiske vande sådan set skilles, men hvor er det så de politiske vande skilles? Det gør de, når det gælder grænserne mellem det offentliges ansvar og det personlige ansvar, og det gør de, når det gælder ansvaret for de kommende generationer. Det er i hvert fald helt afgørende felter, når man skal forstå konservativ finanspolitik og i øvrigt i det hele taget forstå konservativ politik. Den enkelte borger skal have sin personlige frihed og kunne træffe sine personlige valg. Men det er jo uden mening, hvis ikke der følger et ansvar med - et ansvar for sine egne gerninger og et ansvar for sine nærmeste.
Et samfund, hvor det offentlige har overtaget ansvaret på alle væsentlige områder, og hvor alt derfor overlades til samfundet, er et samfund i opløsning, enten i form af anarki eller socialisme uden personlig frihed. Men det enkelte menneske står jo ikke alene, vi er jo en del af et fællesskab, og derfor har vi også et ansvar for fællesskabet, og vi har et ansvar for de medborgere, som er syge, handicappede eller arbejdsløse eller af andre grunde har brug for hjælp varigt eller i en overgangsperiode, og det sociale ansvar må vi aldrig svigte. Vi er jo også en del af en historie og af en kultur og har derfor et ansvar over for de værdier, der er bygget op gennem generationer. Det samfund skal vi videregive til næste generation på en måde, så det er værd at overtage.
Derfor siger vi Konservative, at man ikke skal smide regningen i børneværelset. Vi skal ikke bruge pengene her og nu og så efterlade en offentlig gæld til de kommende generationer. Presset på de offentlige udgifter vil under alle omstændigheder kun være stigende i de kommende årtier, og derfor gælder det først og fremmest om at fjerne rentebyrden fra de offentlige driftsudgifter, inden det er for sent. Så vi skal bruge de overskud på de offentlige finanser, som vi har i de her år, til at nedbringe den offentlige gæld og til at investere i den fremtidige økonomiske udvikling i Danmark. Det ville være helt uansvarligt, hvis vi brugte overskuddet til at øge de offentlige driftsudgifter.
Ikke mindst har vi et ansvar for at sikre, at de, der kommer efter os, overtager et konkurrencedygtigt samfund, hvor danske virksomheder kan klare sig og tjene penge i en global konkurrence. Derfor skal skatten på den sidst tjente krone sættes ned. Det skal kunne betale sig at arbejde og at gøre en ekstra indsats og investere i danske virksomheder.
Mange af de grundlæggende problemer, vi har I Danmark, hænger jo sammen med, at vi alt for længe har accepteret marginalskatter på et astronomisk højt socialdemokratisk niveau. Vi skal for alvor ud af det socialdemokratiske hængedynd og skabe grundlag for at tiltrække arbejdskraft og virksomheder til Danmark. Derfor skal skatten ned!
Når der skal vedtages en finanslov, og det skal vi jo hvert år, så er det altid i sidste ende et spørgsmål om at prioritere. Vi kan ikke gøre alle de gode ting, vi egentlig gerne ville gøre. Det er der ikke råd til. Det Konservative Folkeparti har nogle klare prioriteter i forhold til finansloven for 2008. Vi vil for det første løfte ansvaret for de svageste medborgere, og det gælder også i videre forstand de fattigste i udviklingslandene, der har hårdt brug for mere hjælp fra den rige del af verden. Vi skal investere i uddannelser, miljø, forskning og infrastruktur, så vi videregiver et moderne og effektivt og konkurrencedygtigt samfund til de kommende generationer af danskere.
Skatten på den sidst tjente krone skal sættes ned sammen med andre tiltag, der gør, at det bedre kan betale sig at arbejde og drive virksomhed i Danmark. Den offentlige gæld skal nedbringes, så renteudgifterne ikke belaster økonomien i fremtiden.
Regeringens forslag til finanslov for 2008 lever helt op til de konservative ønsker.
Jeg skal jo ikke stå her og gennemgå en masse konkrete eksempler i finansloven, men blot fremhæve nogle få blandt mange eksempler på positive tiltag i finanslovforslaget, som vi fra Det Konservative Folkeparti i høj grad har arbejdet for. Det drejer sig f.eks. om lavere skat på arbejdsindkomster, der er en vigtig konservativ mærkesag, og som vi vedtog i efteråret, og nu er indbudgetteret i finanslovforslaget. Vi forhøjer indtægtsgrænsen for, hvad studerende må tjene ved siden af uddannelsesstøtten. Vi vil gennemføre en jobplan, så vi øger udbuddet af arbejdskraft i Danmark med mellem 8.000 og 9.000 personer. Der er afsat midler til at realisere globaliseringsaftalen, bl.a. med 1 mia. kr. ekstra til forskning. Vi forhøjer udviklingsbistanden, bl.a. til en klimafond, og øger midler til ngo´erne. Der er indbudgetteret penge til at sikre målsætningen om forbedring af kræftbehandlingen. Vi nedsætter en forebyggelseskommission med henblik på til næste år at lancere en aktiv national handlingsplan for forebyggelse og styrket sundhed. Der er afsat trecifret millionbeløb til at styrke klimaindsatsen og forberede klimatopmødet i København. Vi glæder os også fortsat over den ekstra milliard, der for et par år siden blev afsat til at styrke indsatsen for natur og miljø. Der er afsat 50 mia. kr. over de næste 10 år til at investere i renovering og modernisering af offentlige bygninger. Over de kommende 4 år bliver der en pulje på 10 mia. kr. til at styrke kvaliteten i den offentlige sektor. Og så er der ikke mindst afsat over 2 mia. kr. til nye initiativer over for de svageste grupper i samfundet, dels til en øget indsats over for børn og ældre, på socialområdet og til genoptræning, der er aftalt med kommunerne, og dels til nye satspuljemidler.
Samtidig er finanslovforslaget udtryk for en ansvarlig økonomi med en begrænset finanseffekt på 0,2 pct. Det er op til grænsen, men ikke over grænsen for, hvad samfundsøkonomien kan bære. Det har hele tiden været helt afgørende for Det Konservative Folkeparti, at vi viser den ansvarlighed.
Jeg forstår godt, at mange i første omgang tænker, at når der nu er overskud på finanserne, hvorfor så ikke bruge pengene. Det er der flere grunde til at vi ikke kan gøre.
For det første er størstedelen af overskuddet jo midlertidigt, da det hænger sammen med de gode konjunkturer, og så kan vi jo ikke hænge på driftsudgifter, vi ikke har råd til, den dag konjunkturerne vender.
For det andet gælder det jo som før nævnt om at bringe overskuddet ned, så de fremtidige generationer ikke er hængt op på en stor rentebyrde på grund af vores overforbrug.
For det tredje vil større driftsudgifter sætte så meget aktivitet i gang, at vi for alvor kommer til at mangle arbejdskraft, der vil skabe inflation, dårligere konkurrenceevne, faldende eksport, mindre indtjening i virksomhederne, arbejdsløshed og altså i sidste ende alvorligt svække vores evne til at sikre velfærd for de svage i samfundet.
Balancen skal findes mellem på den ene side at sikre en fortsat vækst, men på den anden side afpasset i forhold til arbejdsudbuddet, hvor vi kan konstatere, at vi er tæt på kapacitetsgrænsen. Straffen for en for høj vækst ville netop være stigende inflation med ødelæggende konsekvenser for økonomi og beskæftigelse og dermed for vores muligheder for at sikre og udbygge velfærden i Danmark.
Så er der også hensynet til den internationale økonomi. Ingen ved jo, hvordan den udvikler sig, men risikoen for en international nedkøling af økonomien er jo til stede. Vi ser det i USA med problemerne med finansiel uro bl.a. i forbindelse med mange boligejeres problemer med sub prime-lån. Den Amerikanske Centralbank har nu sænket renten, og vi vil helt sikkert også se, at en ny amerikansk administration, som vil være på plads om et års tid, under valgkampen vil have forpligtet sig til at bekæmpe tendenserne til recession. Forhåbentlig uden protektionistiske elementer.
Samtidig fortsætter vi nedbringelsen af den statslige gæld med et overskud på de statslige finanser på 76 mia. kr. i 2008. Det vil betyde, at statens gæld vil være nedbragt til ca. 181 mia. kr. ved årets udgang set i forhold til, at den konservativ-liberale regering i 2001 overtog en gæld på 514 mia. kr. Vi har altså nedbragt statsgælden med 333 mia. kr. i de år, vi har haft en borgerlig regering, samtidig med at der har været en realvækst i de offentlige udgifter i perioden på i gennemsnit 1,5 pct. om året.
Endvidere har vi i hele perioden fastholdt skattestoppet og oven i købet flere gange nedsat personskatterne. Det, at vi har nedsat personskatterne, har i høj grad medvirket til, at vi har fået den laveste ledighed i over 30 år og den højeste beskæftigelse i Danmark nogen sinde.
Nøglen til at sikre fortsat økonomisk fremgang er at skaffe den nødvendige arbejdskraft og så at fastholde den ansvarlige økonomiske politik. Det vil Det Konservative Folkeparti arbejde for, og vi har vist, hvordan det skal gøres.
