Der er mange gode grunde til, at vi konservative er tilfredse med den finanslovaftale, der er indgået – og dermed med den finanslov for 2008, som vi nu skal vedtage. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at fremhæve blot 9 af de gode grunde.
For det første er der tale om nye betydelige fremskridt på sundhedsområdet. Jeg skal blot nævne nogen af dem her.
Vi forbedrer behandlingsforløbet for patienter med livstruende hjertesygdomme. Der bliver indført livmoderhalskræftvaccine, ligesom der er afsat penge til vaccine mod meningitis i børnevaccinationsprogrammet. Donorblod bliver fremover screenet for at undgå smitte med leverbetændelse og HIV.
Over de kommende år investeres der desuden kraftigt i at udvikle bedre behandlingsforløb for patienter med kroniske sygdomme og i at gennemføre de aftalte fælles standarder for kvaliteten i sundhedsvæsenet.
Der er også afsat midler til fremover at sikre, at indlagte patienter og patienter i længerevarende behandlingsforløb kan få tilknyttet én fast kontaktperson.
I det hele taget er der i de senere år sket betydelige investeringer og forbedringer i vores sundhedssektor. Samlet set bruger vi nu ca. 21 mia. kr. på sundhed, sygehuse og plejehjem.
Desværre er det netop dagen i dag, hvor arbejdskonflikten på det offentlige sundhedsområde starter. Det vil naturligvis for en tid overskygge de forbedringer, vi er i gang med at foretage på området, men det hører med i det arbejdsmarkedssystem, vi har i Danmark, og som vi er glade for på trods af de problemer, det også kan medføre, når parterne ikke kan enes.
For det andet forbedrer vi kvaliteten i daginstitutionerne dels ved at sætte en stopper for løsrevne lukkedage og dels ved at sikre forældrebetalt sund mad i alle børnehaver og vuggestuer. Sund mad i daginstitutioner er både god sundhedspolitik og god familiepolitik. Men vi understreger forældreansvaret ved at fastholde, at forældrene skal betale for maden.
For det tredje bliver der nu for alvor sat gang i kvalitetsreformen af den offentlige sektor.
En række af initiativerne i kvalitetsreformen er direkte forbedringer af den service, det offentlige tilbyder borgerne – det gælder bl.a. nogle af initiativerne, jeg lige har nævnt, inden for sundhedssektoren og daginstitutionerne. Det skal der bruges nye ressourcer til, og dem har vi afsat i kvalitetspuljen, hvor der i alt er 10 mia. kr. afsat for perioden 2008 til 2011.
Baggrunden for kvalitetsreformen er først og fremmest at styrke indsatsen i den offentlige sektor yderligere, så vi i en tid, hvor der i stigende grad bliver mangel på arbejdskraft kan øge produktiviteten og skabe forbedringer uden at øge antallet af medarbejdere.
Væsentlige initiativer i kvalitetsreformen knytter sig til trepartsaftalen, hvor det bl.a. er aftalt at investere i mere uddannelse, bedre arbejdsmiljø og bedre ledelse. Det er helt afgørende at satse på netop de felter, hvis vi skal skabe flere og bedre resultater uden at der er flere til at levere varen.
Så er der hele spørgsmålet om afbureaukratisering og kvalitetsudvikling. Vi sætter gang i et omfattende projekt for at udvikle en offentlig sektor, hvor der er større handlefrihed til den enkelte medarbejder og den enkelte institution, mindre bureaukrati og hvor medarbejderne bruger mindre tid på administration og mere tid på at levere service til borgerne.
Et sidste og meget vigtigt element i kvalitetsreformen, jeg vil nævne her, er kvalitetspuljen på 50 mia. kr. afsat i perioden fra 2009 til 2018 til direkte investeringer i fremtidens velfærd. Halvdelen af beløbet, altså 25 mia. kr., skal bruges til investeringer i sundhedsvæsenet, 22 mia. kr. skal bruges til investeringer i bedre fysiske rammer på plejehjem, skoler, idrætsfaciliteter og daginstitutioner, mens de sidste 3 mia. kr. er afsat til at investere i arbejdskraftbesparende teknologi og nye arbejdsformer.
For det fjerde lægger Det konservative Folkeparti meget vægt på jobplanen, der vil styrke udbuddet af arbejdskraft med ca. 7.000 personer.
Jobplanen udfordrer vor største samfundsøkonomiske udfordring nu og i de kommende år – nemlig mangel på tilstrækkelig arbejdskraft. Det sker på flere fronter. Ældre motiveres til at blive længere tid på arbejdsmarkedet eller arbejde, samtidig med, at de får folkepension. Der gennemføres en handlingsplan for at begrænse sygefraværet. Og mulighederne for at tiltrække kompetent udenlandsk arbejdskraft bliver forbedret.
Der er for det femte tale om væsentlige investeringer inden for uddannelse og forskning.
F.eks. sker der en økonomisk ligestilling mellem handelsskolerne og dermed hhx-uddannelsen og så det almene gymnasium. Danmarks Grundforskningsfond får et kapirtaindskud på 3 mia. kr. Og der sker på en række områder en opfølgning på globaliseringsaftalen gennem bevillinger både til uddannelser og forskning.
Hele den del af finanslovaftalen, der handler om at styrke tryghed, sikkerhed og terrorbekæmpelse er for det sjette en vigtig konservativ mærkesag.
Det skal være trygt at færdes på gaden. Danmark skal være et trygt og sikkert samfund. Vi konservative har ingen tolerance over for vold og hærværk. Derfor er vi glade for, at der sker en styrkelse af kriminalforsorgen. Det sker dels gennem bedre uddannelse og udslusning af de indsatte efter endt straf for at modvirke, at de falder tilbage i kriminalitet. Og dels er der på en række områder tale om en forbedring af forholdene for medarbejderne i fængslerne. Samt endelig bedre sikkerhed i fængslerne.
Denne del af finanslovaftale indeholder desuden initiativer, der skal skærpe forældreansvaret over for børn og unge, der begår kriminalitet i form af bl.a. vold og hærværk. Og så får politiet stillet flere ressourcer til rådighed.
For det syvende er hele den styrkede indsats for klima, natur og miljø meget højt prioriteret i Det konservative Folkeparti.
Det ligger i naturlig forlængelse af den såkaldte miljømilliard, vi fik på plads for et par år siden. Nu satser vi yderligere bl.a. på naturparker, vedvarende energi og en klimapulje, der skal styrke klimaindsaten frem mod klimatopmødet i København.
Og for det ottende er der hos os konservative stor tilfredshed med, at det allerede i indeværende år er lykkedes at styrke udviklingsbistanden. Vi konservative ønsker over de kommende år at fortsætte med at styrke indsatsen over for den fattige del af verden.
For det niende er finanslovforslaget udtryk for ansvarlig økonomisk politik.
Vi stimulerer den samfundsøkonomiske aktivitet med 0,2 pct. Det er en lille opstramning i forhold til det oprindelige finanslovforslag.
Og der ligger i finanslovaftalen en række stramninger over for den kommunale økonomi, der skal sikre, at kommunerne holder sig inden for budgetterne. Det er fornuftigt, fordi kommunerne repræsenterer en meget stor del af den samlede økonomi. Lader vi blot den samfundsøkonomiske aktivitet vokse uden begrænsninger, så risikerer vi en overophedning af økonomien med stigende mangel på arbejdskraft. Det vil føre til inflation, lavere konkurrencedygtighed og svigtende eksport.
Omvendt skal vi også være opmærksomme på den begyndende stagnation i verdensøkonomien mest synliggjort ved finansproblemerne i USA. Det kan føre til en afdæmpning af den økonomiske vækst også i Danmark. Derfor er det ikke klogt at stramme den økonomiske politik for meget.
Så det en hårfin balance, vi skal bevæge os på. Når vi er i den situation, er det først og fremmest, fordi den økonomiske politik i Danmark i de seneste år er en stor succes. Vi har den laveste ledighed i over 30 år, og beskæftigelsen har aldrig været større. Det går rigtig godt. Men det er også derfor, at det let kan gå galt, hvis vi for alvor kommer til at mangle arbejdskraft. I den situation og med det internationale konjunkturbillede, vi ser, risikerer vi let både at føre enten en for ekspansiv eller en for restriktiv finanspolitik.
Problemet er også, at vi i planlægningen af finanspolitikken næsten pr. definition altid arbejder med forældede tal. Tallene skal først samles ind og bearbejdes, og når de er klar, kan udviklingen meget vel være løbet i en anden retning.
Vi skal med andre ord være forsigtige med det, vi gør. Og det er vi så.
Men det siger os også, at man skal være forsigtig med at bruge finanspolitik til at ville styre den kortsigtede økonomiske udvikling og konjunktur. Derfor bør finanspolitikken som udgangspunkt altid være forholdsvis neutral.
I virkeligheden skal vi lægge mest vægt på at skabe stabilitet og fremgang i den langsigtede økonomiske udvikling. Her drejer det sig om at bruge bl.a. finanspolitikken til at sikre en robust økonomi dvs. lav inflation, et fleksibelt arbejdsmarked, veluddannede medarbejdere i virksomhederne, høj investeringsrate i forskning og videndeling, konkurrencedygtige erhvervs- og arbejdsmarkedsvilkår og en effektiv offentlig sektor.
Det er derfor Det konservative Folkeparti arbejder målrettet på at få gennemført skattelettelser – især at nedsætte skatten på den sidst tjente krone markant. Vi har verdens højeste skattetryk, og det holder ikke i en verden med global konkurrence. Det gælder om, at det skal kunne betale sig for dygtige og flittige folk at tjene penge i Danmark; og det skal kunne betale sig at investere i virksomheder i Danmark. Det er altafgørende for den stabile langsigtede økonomiske udvikling og dermed for vores evne til at betale for velfærdssamfundet, og hvor der ikke mindst skal være råd til at sørge ordentligt for samfundets svageste.
Vi må også se i øjnene, at der er et stort udgiftspres på den offentlige sektor. Det pres bliver som udgangspunkt kun større i de kommende år. Det vil stille store krav til os. Vi kan ikke øge skatterne og ad den vej løse problemet. Skatterne skal tværtimod ned. Derfor er der ingen vej udenom at prioritere skarpere. Offentlige ydelser bør i højere grad koncentreres om de, som ikke kan klare sig selv. Og vi skal her i Folketinget have det politiske mod, det kræver en gang i mellem at sige nej til krav og ønsker om mere offentlig involvering. Det må godt være en dyd og en pligt for den enkelte borger at klare sig selv og sine nærmeste uden offentlig bistand. Det vil give bedre råd til så til gengæld at yde en ordentlig bistand til dem, som ikke kan klare sig selv.
For Det konservative Folkeparti er det netop tegn på velfærd, hvis de fleste kan klare sig selv, og der er en god bistand til de, som ikke kan klare sig selv. Men det kræver lige præcis mod til at foretage politiske prioriteringer. Og det bliver fremtidens finanspolitiske udfordring at gøre netop det!
