Der brug for nytænkning og reformer i Danmark. Samfundsudviklingen i vort eget land og i verden omkring os betyder, at der skal forandringer til, hvis vi skal fastholde vort lands styrke og danskernes identitet.
Efter min opfattelse er det gode gamle konservative værdier, der er nøglen til at skabe løsninger og ny dynamik for Danmark og danskerne. Det er værdier som personlig frihed i tæt tilknytning til det personlige ansvar og dermed de pligter, der følger med ansvaret.
Det gælder om at erkende den sammenhæng, at samtidig med, at vi skal værne om den enkeltes frihed, så lever ingen mennesker uden et fællesskab med andre. Et fællesskab i familien og et fællesskab med alle andre danskere, der betyder både et fælles ansvar for hinanden og især de svageste, men også et fælles ansvar for vort land. Derfor kan man heller ikke løsrive den enkelte fra det fællesskab og dermed det samfund, vi alle er en del af. Personlig frihed uden ansvar og pligt over for andre fører kun til egoistisk individualisme. Og det er også baggrunden, at konservatismen altid har stået for et stærkt fællesskab, der med styrke og kvalitet kan løse de opgaver, der skal løses i fællesskab men i en balance, hvor der er plads til den enkeltes integritet og frihed til at træffe sine egne valg og leve op til sit ansvar inden for fællesskabet.
Og så indgår vi ikke mindst i et fællesskab med de generationer, der kom før os og har skabt det samfund, vi lever i. Og især har vi et fællesskab med de generationer, der kommer efter os. Vi har en pligt til at give et samfund videre, der har bevaret og styrket de værdier, vi har overtaget.
Udfordringerne er mange. Desværre er det som om udfordringerne bliver fornægtet af det politiske flertal. Formentlig fordi løsningerne i første omgang kan synes upopulære. Men politisk ledelse må jo også dreje sig om at fremlægge langsigtede perspektiver for samfundsudviklingen, selvom de på det korte sigt ikke skaber tilslutning.
En af de største udfordringer er det stigende udgiftspres i den offentlige sektor sammenholdt med det alt for store skattetryk i Danmark. Alligevel er der på en lang række områder i den offentlige sektor ikke penge nok til at gøre en tilstrækkelig indsats. Det er et paradoks. Og udgiftspresset ser kun ud til at vokse i de kommende år. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at der visse steder ikke er ressourcer nok til at sørge ordentlig for vore ældre medborgere. At der ikke kan skrides effektivt ind over for kriminelle bander. At vore skoler mange steder er utidssvarende og nogle steder direkte forfaldne. Og problemet er især, at det kun bliver mere vanskeligt at finansiere de basale fælles forpligtelser, når vi ser et stykke ind i fremtiden.
Og løsningen er ikke at øge skatterne. Vi har i forvejen verdens største skattetryk. Og det er i sig selv et kæmpe problem, der hænger sammen med en anden stor udfordring for os danskere. Nemlig globaliseringen. Vi kan vinde på den globale konkurrence dvs. tjene penge på den, så vi får bedre råd til alt det, vi gerne vil. Men vi kan også tabe på den, hvis vi ikke kan klare os i konkurrencen. Skal vi klare os, så skal det kunne betale sig at investere og arbejde i Danmark. Vi skal belønne foretagsomhed, dygtighed og flid. Derfor skal skatten på den sidst tjente krone sættes markant ned. Det er simpelthen nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal være et stærkt og rigt land i fremtiden. Vi bliver nødt til at erkende, at hvis virksomhederne og dygtige og flittige danskere ikke tjener penge her i landet, så er der ingen penge til fællesskabet.
Men hvordan kan vi håndtere det stigende pres på de offentlige udgifter, samtidig med at vi sætter skatterne markant ned. Svaret er, at vi skal prioritere. Den socialdemokratiske version af velfærdsstaten er ikke robust i fremtiden. Vi bliver nødt til at turde tage en debat om ordninger som efterløn, børnecheck til alle børnefamilier, indefrysning af ejendomsskatter til en billig forrentning til alle pensionister, boligtilskudssystemet, og alle de mange offentlige gratisydelser, hvor en beskeden brugerbetaling kunne bidrage til en adfærdsregulering og dermed en begrænsning af trækket på de offentlige ydelser. Ikke for at indføre en liberalistisk nattevægterstat, men for at sikre en ordentlig velfærd til de svageste og sikre ordentlig finansiering af de basale offentlige ydelser som bl.a. uddannelser, politi og sundhed.
Problemets løsning ligger i at skabe nogle fundamentale ændringer i forståelsen af velfærdsstaten. Efterhånden er det blevet tabu i Danmark at sætte spørgsmålstegn ved den socialdemokratiske version af velfærdsstaten, hvor vi alle skal omfattes af dens ydelser. Selv langt ind i borgerlige kredse er det kun politisk korrekt at tale om at udvide de offentlige ydelser – al tale om at fjerne eller beskære offentlige ydelser er tabu. Men det er en socialdemokratisk tabuisering af den offentlige debat. Velfærd bør ikke måles i, hvor mange vi kan udstrække de offentlige ydelser til at omfatte.
Tværtimod er det velfærd – i hvert fald i konservativ forstand – at flest mulige kan tage vare på sig selv og deres nærmeste uden at have brug for offentlige gratisydelser. Vi har alle et ansvar for og en pligt til først at søge at klare dagens udfordringer selv og i familien, inden vi går til det offentlige. Det at betale skat bør ikke medføre en ret til at trække tilsvarende på det offentlige. Så er der jo ingen omfordeling i det. Der skal være den solidaritet i Danmark, at vi betaler skat for, at fællesskabet kan tage sig af de svageste på områder, hvor de fleste af os selv kan klare os uden offentlig hjælp eller kan betale noget for hjælpen. Til gengæld skal der så være økonomi til, at fællesskabet kan sørge ordentlig for de, som ikke kan klare sig selv. Det er nemlig essensen i ordentlig velfærd.
Og ansvaret for hinanden rækker videre til flere andre områder. Ikke mindst skal der f.eks. aktuelt sættes ind over for de utilpassede børn og unge. Først og fremmest er det forældrenes opgave at opdrage deres børn, så de forstår, at der er noget, der hedder ansvar og pligter og dermed respekt for andre. Og det skal konsekvent følges op i vuggestuer, børnehaver og skoler.
Vi skal også turde sige, at der skal satses på faglighed og dygtighed i uddannelserne. Det er det, denne nation skal leve af i fremtiden. Også her er det et spørgsmål om at tage ansvar og prioritere.
Tøjlesløs liberalisme eller ligegyldig kulturradikalisme skaber et samfund uden de nødvendige kulturværdier. Og tøjlesløs socialisme skaber et fattigt samfund, hvor de svageste er de sikre ofre for ligemageriet og statsstyringen. Alt er ikke lige meget eller lige godt.
Vi skal have modet til at prioritere både økonomisk og værdipolitisk. Og konservative værdier som ansvar og pligt i sammenhæng med den personlige frihed er et godt udgangspunkt.
Lars Barfoed.
