Det her lovforslag er i virkeligheden et godt udtryk for, at skatten på arbejde er alt for høj i Danmark, for ellers var det jo ikke nødvendigt at gennemføre et lovforslag som det her.
I Det Konservative Folkeparti har vi den opfattelse, at skatten skal sættes ned. Man skal kun højst betale 50 pct. - halvdelen - af den sidst tjente krone i skat. Det må være et rimeligt mål i hvert fald i første omgang.
Derfor er vi også glade for, at der er nedsat en skattekommission, der nu skal komme med forslag til, hvordan vi kan ændre på skattesystemet og få nedsat skatten på den sidst tjente krone markant. Det ser vi Konservative frem til at medvirke til.
Dette lovforslag tjener så til, så længe skatten er for høj i Danmark, i hvert fald at give de 60-64-årige et incitament til at blive længere tid på arbejdsmarkedet og arbejde på fuld tid, for det har vi nemlig brug for.
Den største samfundsøkonomiske udfordring, vi har, er, at der er for få ledige hænder på arbejdsmarkedet. Vi skal simpelt hen tilstræbe at øge arbejdsudbuddet, og det skal vi gøre på alle de måder, vi kan. Regeringen har i forbindelse med finansloven indgået en aftale om en jobplan. Der er en lang række tiltag i den, og det her er et af de mange tiltag, der skal til for at øge arbejdsudbuddet.
Som udgangspunkt er vi i Det Konservative Folkeparti tilhængere af et skattesystem, hvor der er samme skattesats for alle borgere. Det er ideelt set det rigtige, det går vi ind for. Derfor mener vi også, skatten skal ned for alles vedkommende, så det her i virkeligheden på sigt bliver overflødigt. Men så længe situationen er, som den er, og vi har behov for at øge arbejdsudbuddet, er det rigtigt at sætte ind med særordninger rundtomkring, når det kan gøre en forskel. Det kan det her forslag sammen med de andre dele af jobpakken gøre, og derfor støtter Det Konservative Folkeparti, at vi i en periode får et særligt skattenedslag for de 60-64-årige, som bliver længere på arbejdsmarkedet, altså bliver på arbejdsmarkedet i de 5 år.
Det Konservative Folkeparti har også hele tiden lagt vægt på - det annoncerede vi helt tilbage, da statsministeren holdt sin åbningsredegørelse og offentliggjorde det her - at det blev en midlertidig ordning, fordi vi nemlig kunne frygte, at det her blev en ordning, som man betragtede som en velerhvervet rettighed, når man var mellem 60 og 64 år, også på et tidspunkt, hvor skatten egentlig var sat ned, eller på et tidspunkt, hvor der ikke var behov for at øge arbejdsudbuddet. Derfor har vi lagt vægt på, at det her er en midlertidig ordning, som vi i den særlige situation, vi står i, med fordel kan gennemføre, men at den også automatisk bliver udfaset igen, medmindre vi måtte beslutte andet. Det krav har vi fået ind i det samlede lovforslag, og det er vi ganske tilfredse med.
Så Det Konservative Folkeparti kan støtte forslaget, som det ligger, og ser så i øvrigt frem til, at det en dag bliver overflødigt, fordi skatten generelt bliver sat ned.





