GRUNDLOVSTALE 2008
- Det talte ord gælder
Der er gode grunde til, at vi samles her i dag. Vi har noget at fejre; vi har noget at samles om; og vi har brug for i hvert fald denne ene gang om året at markere, at trods alle vore meningsforskelle i det daglige, så står vi sammen – ubrydeligt sammen – om de værdier, vi har bygget vort land og vores grundlov på.
Det er ikke en selvfølge, at vi har demokrati, personlige frihedsrettigheder og heller ikke at vi er et frit folk i et frit Danmark. Og vi må aldrig komme til at betragte det som en selvfølge. Vi skal være på vagt og parat til at stå op for de fælles værdier, vi fejrer her i dag.
Jeg sad for nylig sammen med min datter og gennemgik nogen af min nu afdøde fars gamle breve og dagbogsnotater fra 2. verdenskrig. Han var sømand og 19 år, da Danmark blev besat. Som mange andre danske søfolk, søgte han og hans kammerater britisk havn den dag, tyskerne besatte vort land. Han vendte først tilbage til Danmark, da besættelsen var forbi 5 år senere. Under krigen sejlede han en tid konvoj til og fra USA og derefter gjorde han krigstjeneste i den britiske flåde. I hans dagbog skriver han mens han befinder sig på et skib ude i Atlanten, og de tyske u-både hele tiden er en trussel, der lurer: ”Og hvis jeg engang igen må få lov at høre kirkeklokkerne ringe julen ind over et frit Danmark, da vil jeg have fået rigelig løn for disse lange drøje år herude i landflygtigheden. Men skulle jeg som så mange af mine kammerater aldrig mere komme til at holde jul i det gamle land, da vil forvisningen om, at der engang igen vil blive rigtig jul i Danmark blive rigelig vederlag, og jeg vil takke Gud, at det blev mig forundt, at få lov til at være med i kampen mod Danmarks fjender”.
Det har gjort et dybt indtryk på mig. Dels helt personligt. Men også fordi det fik mig til bedre end før at indse, hvor stærkt, man kan ønske sig friheden, og hvor meget man kan være parat til at ofre for friheden, når man ikke har den. Den er ikke en selvfølge. Det er ikke mere end 65 år siden, Danmark var besat.
Da 2. verdenskrig var ovre, og vi igen kunne ånde frit i Danmark, så fik vi den kolde krig. Truslen fra de kommunistiske diktaturer anført af Sovjetunionen ansporede os til at stå sammen med de andre vestlige demokratier i NATO. Og vi fik dannet det, der i dag er blevet til den Europæiske Union for at undgå, at Europa igen skulle blive splittet af krige. I al den tid under den kolde krig kunne vi se underkuelsen af hele befolkninger og manglen på frihedsrettigheder og demokrati bogstavelig talt lige på den anden side af vores grænse mod øst.
Da muren så faldt og demokratiet vandt i de østeuropæiske lande, så tænkte vi vel alle, at nu var der fred og ingen fare. Men det viste sig, at nye trusler lurede. Det fik vi desværre så sent som i mandags på alvorligste vis vidnesbyrd om, da den danske ambassade i Islamabad i Pakistan blev angrebet og bombet.
Der er kræfter, der vil vores demokrati og frihedsrettigheder til livs. Det skal ikke lykkes dem. Tværtimod skal de møde en stålsat vilje hos os alle til at stå fast på vores grundlæggende værdier. Vi værner om vores grundlov og fejrer den i dag på tværs af de forskellige politiske opfattelser, vi måtte have.
Inden for den fælles ramme kan vi naturligvis have forskellige opfattelser af, hvad vi skal lægge i den personlige frihed. Og det har vi også.
Den personlige frihed betyder meget for mig som konservativ. Respekten for det enkelte menneske er selve udgangspunktet for det at være konservativ. Ethvert medmenneske fortjener vores respekt. Respekt for den enkeltes frihed og dermed integritet og ret til at være forskellig fra andre. Det betyder også, at der må være grænser for politik. Det betyder, at vi politikere ikke skal regulere alting; heller ikke selvom vi mener at vide bedre, hvad der er det bedste for den enkelte. Mennesker skal have deres frihed – også til at gøre noget dumt eller noget, vi ikke kan lide. Bare det ikke går ud over andre – det er grænsen. Lad mig nævne et par eksempler på det.
Jeg er f.eks. ikke blevet medlem af Folketinget for at regulere borgernes hovedbeklædning eller manglen på samme. I nogen tid har det nærmest været som om den største udfordring for vort samfund er, at der er nogen, som går med tørklæde. Vi har i regeringen igangsat et arbejde med at skabe regler, der sikrer, at vore dommere optræder neutralt også i deres påklædning. Men derudover skal vi ikke lave regler. Det må være op til den enkelte og til arbejdspladserne rundt omkring, hvordan man skal være klædt. Det skal vi ikke bestemme inde på Christiansborg.
Et andet eksempel er barselsorlovsreglerne. Vi er bredt enige om, at flere fædre burde tage mere orlov. Men betyder det også, at vi skal diktere familierne, hvordan forældrene skal fordele orloven? Det mener jeg bestemt ikke. Vi skal respektere familiernes frihed til selv at bestemme. Det vil også gå ud over børnene, hvis forældrene samlet får mindre orlov, medmindre de bøjer sig for et statsligt krav om, at faderen skal tage en vis del af orloven.
Eller hvad med de alt for få kvinder i virksomhedernes bestyrelser. Vi kan godt blive enige om, at der burde være flere kvinder i bestyrelserne. Men når nogen nu begynder at tale om kvoter, så er det et angreb på friheden. I dette tilfælde på virksomhedsejernes frihed til selv at bestemme, hvem der skal være med til at lede deres virksomhed. Uanset om vi politikere måtte mene, at de burde sætte flere kvinder ind i bestyrelserne, så må der også her være grænser for politik.
Alle mennesker lever på den ene eller anden måde i et fællesskab med andre. Vi har familie, venner, kolleger, naboer osv. Og vi lever i et samfund, Danmark, der også er et fællesskab. Derfor hører den personlige frihed tæt sammen med det ansvar vi har for andre. For vores nærmeste og for samfundet. Og så har vi naturligvis et ansvar for os selv. Det er også en del af det at være konservativ at lægge vægt på det personlige ansvar. Udgangspunktet må være, at vi selv tager ansvar for vores egen tilværelse og for vore nærmeste.
Er det f.eks. det offentliges ansvar, at børnene får frokost i skolen eller i børnehaven? Det mener vi konservative ikke. Det er forældrenes ansvar. Det er fint, at der er et tilbud om frisk mad til frokost i skolen og daginstitutionen. Men udgangspunktet må være, at forældrene betaler for det. Jeg kunne også spørge, om det er kommunens ansvar at sikre en meget lav rente af også velhavende pensionisters indefrosne ejendomsskatter, eller må de pågældende selv tage konsekvensen af at indefryse skatterne og så acceptere en markedsrente i stedet for i realiteten at lade de andre skatteydere betale for rentenedsættelsen?
I det hele taget er der efterhånden et så stort pres på de offentlige udgifter, at vi kommer til at se på, om vi har overladt for meget ansvar til det offentlige. Det mener jeg, at vi har på en række områder. Der er brug for at styrke det personlige ansvar.
Vi har et ansvar over for de svageste i samfundet. Det kræver solidaritet på den måde, at vi betaler skat for at leve op til det fælles ansvar. Deri ligger der så en omfordeling til de svageste. Men efterhånden har vi alle på en række områder ret til offentlige ydelser. Og skatterne er så høje, at vi forventer at få noget ud af at betale skatten. Men hvis vi alle skal have lige så meget tilbage i form af offentlige ydelser, som vi har betalt i skat, så er der jo ingen omfordeling og dermed ingen solidaritet tilbage.
Derfor er der brug for at prioritere de offentlige ydelser skarpere og styrke det personlige ansvar.
Hvis vi skal sikre Danmarks konkurrencedygtighed og dermed vores evne til at tjene penge i en globaliseret verden, skal vi nedsætte skatterne. Derfor kan stigende skatter ikke finansiere det stigende pres på de offentlige udgifter. Også derfor er der brug for prioritering, der kan bryde stigningskurven i de offentlige udgifter.
Når vi taler om fællesskabet med andre, så må vi ikke glemme fællesskabet med de generationer, der var før os og ikke mindst de generationer, der kommer efter. Generationskontrakten er vigtig for os konservative. Vi har et stort ansvar for at forvalte den arv, vi har fået, så vi leverer et samfund videre til næste generation, der har bevaret de værdier, der er bygget op - og naturligvis også skabt forbedringer.
Det gælder ikke mindst derfor om at sikre en ansvarlig økonomisk politik. Vi må ikke bare efterlade regningen i børneværelset.
Men ansvaret for de kommende generationer går naturligvis langt videre end til det økonomiske. Der er ikke mindst en kulturarv, vi skal forvalte. Den kristne humanistiske kultur er opbygget gennem århundreder i vor del af verden. Det er vores pligt at værne om de værdier og sikre, at de, der kommer efter os, kan overtage den arv efter os.
Og så er vi tilbage ved begyndelsen af min tale. Ved respekten for det enkelte menneske, menneskerettighederne og demokratiet. Det skal vi værne om. Det er ikke selvfølgelige værdier. Tværtimod er der stærke kræfter, der truer dem. Derfor skal vi hele tiden skabe de forandringer, der er nødvendige for at bevare disse grundlæggende værdier.
